Et nyt kapitel starter for Heap

Det føles som om, vi kun lige har nået at prikke hul på missionen om at forny en hel pensionsbranche. Med nu får vi et endnu stærkere grundlag for at accelerere den mission og vores vækstrejse hen mod at blive den foretrukne pensionsløsning for den moderne arbejdskraft! Rejsen hertil har været vild, og vi forventer kun, at den bliver endnu vildere fremadrettet. Læs pressemeddelelsen fra Topdanmark herunder.

Pressemeddelelse 17.03.22: Heap bliver en del af Topdanmark

Den digitale forsikringsformidler Heap bliver nu en del af Topdanmark. Der er et stort potentiale i at koble Heap på Topdanmarks platforme, og samtidig bidrager overtagelsen til selskabets strategi om at opskalere digitaliseringen af kundeoplevelser og produkter.

Det er lidt over to år siden, at det digitale startup Heap blev stiftet af Topdanmark Livsforsikring A/S og Heap Holding ApS, og herefter blev den digitale løsning udviklet som et samarbejde mellem Topdanmark, Rainmaking og Heaps tre co-founders.

Selskabet er forsikringsformidler for en række af Topdanmarks livsforsikrings- og pensionsprodukter til selvstændigt erhvervsdrivende, freelancere og ansatte i små virksomheder.

Nu skal de fleksible løsninger yderligere styrkes og udbredes.

Det sker ved, at Topdanmark Livsforsikring A/S den 1. april overtager alle aktier i Heap A/S, samtidig med at den digitale forsikringsformidler bliver integreret i Topdanmark-koncernen, da der blandt andet er et stort potentiale i at udnytte flere distributionskanaler.

”Der er gevinster for begge parter. Udover at Topdanmark kan hjælpe Heap med at sikre de rette forudsætninger for videreudvikling og accelereret vækst, kan overtagelsen også styrke den digitale kundeoplevelse i hele Topdanmark,” siger Vivian Byrholt, koncerndirektør og CEO for Topdanmark Livsforsikring.

Samme melding kommer fra Jeppe Winther Christensen, co-founder i Heap.

“Vi har hele tiden haft et tæt samarbejde med Topdanmark, og med salget kan vi accelerere udviklingen endnu mere med adgang til helt nye distributionskanaler i Topdanmark-koncernen. Jeg er sikker på, at det er en aftale, som begge parter bliver glade for,” siger Jeppe Winther Christensen.

”Jeg er stolt af, at vi i Heap på to år har skabt en ny, innovativ og hurtigvoksende løsning til formidling af pension, som har taget fat på nogle af branchens mest centrale problemstillinger, der har holdt tusindvis af danskere fra at starte en pension. Kunderne har selv startet og styrer nu deres pension i Topdanmark fra mobiltelefonen eller laptop’en,“ siger han.

Heap har de seneste to år opbygget en kundebase på 1.300 kunder i Topdanmark, der samlet har 150 mio. kroner i pensionsopsparing. Eksisterende kunder vil ikke blive påvirket af ejerskiftet, og medarbejdere ansat i Heap fortsætter vækstrejsen i Topdanmark-koncernen.

I tråd med Digital First-strategi

At kunne tilbyde den markedsledende digitale og individualiserede kundeoplevelse er en central del af Topdanmarks Digital First-strategi, som selskabet løftede sløret for ved seneste årsregnskab.

Målet er, at kunder bliver mødt lige præcis dér, hvor de har brug for deres pensions- og forsikringsselskab, og med inddragelsen af Heap, der som start-up er født digitalt, rykker Topdanmark et skridt i den rigtige retning.

”Vi vil møde kunderne med de allerbedste løsninger i branchen. Vi ved, at det sker ved at accelerere digitaliseringen og sikre et tværgående digitalt mindset i vores koncern. Og vi ved, at Heaps integration i Topdanmark kan bidrage til netop den mission,” siger Vivian Byrholt.

//

Se den oprindelige pressemeddelelse her.

Andre artikler

Vil du vide mere?
Skriv dig op til vores nyhedsbrev

Bliv skarp på pension, få besked om vigtige begivenheder og datoer, og hold dig opdateret på de nyeste ændringer i Heap. Vi lover ikke at spamme dig og du kan altid melde dig fra igen.

Dine informationer

Når du skriver dig op, accepterer du, at vi må sende dig informationer om Heap.
Tak! Du er nu skrevet op til vores nyhedsbrev
Noget gik desværre galt. Prøv igen!